6 - Islam og Parallelsamfund

 

Det danske samfund er flerkulturelt og alligevel kendetegnet ved en stærk sammenhængskraft, gensidig tillid og en oplevelse af fælles skæbne. Danske muslimer skal værne om dette ved åbent og engageret at indgå i samfundslivets fællesskaber på tværs af tro, etnicitet og politisk overbevisning. Vi skal undgå isolerede parallelsamfund, hvor fordomme og mistro til det omgivende samfund ofte trives og opretholdes. 

Novelle: "grønt hår og tykke, brune briller" 

 

 

 

Gamle Abdul-Karim slår øjnene op og kigger ud af vinduet. Det regner tungt på Nørrebro. Med møje og besvær får han sat sit aldrende legeme op i sengen. Ryggen og nakken gør som altid ondt, når han vågner. Alle hans bevægelser går langsomt. Han smiler for sig selv ved synet af en pige, der kommer gående på gaden nedenfor vinduet. Hun har stort grønt hår og en sølvkæde, der går fra næsen til øret. Hun lytter til musik på sine hovedtelefoner og smiler over hele ansigtet, som om hun ikke har opdaget, at vejret er gråt og trist. Som en solstråle midt i gråvejret, tænker han.

Abdul-Karim kom til Danmark fra Marokko i 1970. Han har arbejdet i Danmark i 40 år, inden han gik på pension i 2010. Med sin kone Fatima, der kom til Danmark i 1976, har han seks voksne børn. En er skolelærer, én har en blomsterforretning, én er læge, én er politibetjent, én driver en restaurant, og den sidste er snart færdig med sin ingeniøruddannelse på DTU. De har 14 børnebørn, der ligesom resten af familien alle er danske statsborgere, som er født og lever i Danmark. 

Normalt ville Abdul-Karim på en dag som denne tage til moskeen omkring middag for at bede middagsbønnen, og for at mødes med nogle af de andre arabiske mænd fra hans generation. Han ville være der nogle timer og snakke om løst og fast, læse lidt koran. Så ville han tage hjem igen for at spise med Fatima og se lidt fjernsyn. De følger med i en marokkansk tv-serie om livet i Casablanca i gamle dage, dengang de var unge. Efter det ville han tage sig en lur. 

Men i dag er ikke en almindelig dag. Det er første fredag i måneden, og hele familien kommer på besøg til middag. Det er første gang i lang tid, at der ikke er et eneste afbud fra nogen. Fatima har snakket om det hele ugen, og de har glædet sig til at se alle børnene og børnebørnene lege sammen. De skal have couscous med bagte grøntsager, rosiner og kalvekød, som det er tradition i Marokko om fredagen. Mens han kigger ud af vinduet, kommer Abdul-Karim i tanke om fredagene, da han selv var barn i Marokko. De sad på gulvet, tre generationer samlet, og spiste og drak myntete, når alle drengene og mændene kom hjem fra fredagsbøn i moskeen. Han kan stadig huske sin farfars lange hvide skæg, og hans tykke, brune briller. Det er ham, gamle Abdul-Karim, som han er opkaldt efter. Og det var ham, der lærte ham sin første sura fra koranen. 

Abdul-Karim kan pludselig høre Fatima og to af deres døtre rumstere i køkkenet. Han kan også høre et par børnebørn, der taler dansk, mens de leger. Duften af mad og hjemmebagt marokkansk brød gør ham sulten. Han rejser sig op, finder sin morgenkåbe, der hænger bag døren, tager brillerne på og kigger ind i spejlet. Han ligner sin farfar. Det samme hvide skæg og et par tykke briller. Måske kan lære et af børnene en sura fra koranen idag. Han træder ud i lejligheden med det største smil, han kan finde, og giver dem allesammen et stort og kærligt kram.

 

 

Koranvers: 

 

Vi har hædret Adams børn. Vi bærer dem af sted på fastlandet og havet, og Vi forsørger dem med de gode ting. Vi har begunstiget dem frem for meget af det, som Vi har skabt. (17:70)

 

Gud forbyder jer ikke at være venlige og handle retfærdigt mod dem, der ikke bekæmper jer i religionen, og som ikke har fordrevet jer fra jeres boliger. Gud elsker dem, der handler retfærdigt. (60:8)

grønt hår og tykke, brune briller
00:00 / 03:25