38 - Islam og Jihad
Begrebet jihad indikerer den personlige, såvel som den kollektive, stræben på Guds vej. Jihad er spirituel anstrengelse og oprigtighed overfor Allah i alle livets facetter, herunder det intellektuelle liv, det indre åndelige liv, samt familie- og arbejdslivet. Jihad forstået som væbnet kamp, med det formål at beskytte samfund og folk mod undertrykkelse og uretfærdighed, ligger inden for statsmagtens domæne, og det er ikke det enkelte individs opgave at tilskynde til dette.
Novelle: "det indre mørke"
Maher på 39 år husker stadig klart den dag på arbejdet. Han var kravlet op på en stige langs en gavl for at sætte et skilt op, da han pludselig mistede balancen, og faldt mere end tre meter ned mod jorden. Han kan huske lyden af sine knogler, da han landede direkte på ryggen. Smerten, der føltes som knivstik igennem hele hans krop. Da han lå på gulvet og kiggede op i loftet, ude af stand til at røre sig, bad han gennem tårerne til Allah om ikke blive lam i hele kroppen.
Der er gået mere end fem år siden ulykken, og Maher er blevet opereret i skulderen, nakken og hoften i alt ni gange. Smerterne er stadig voldsomme, og han tager dagligt stærk smertestillende medicin. Han har svært ved at gå, men det er blevet lidt bedre, og han er endelig kommet op af kørestolen. Han er ikke i stand til at arbejde, og familien har været nødt til at flytte til en mindre lejlighed af økonomiske årsager. Ulykken har ændret Mahers liv fuldstændig, og de sidste mange år har været en lang indre og ydre kamp.
Til at begynde med var han vred på Allah, derefter blev han deprimeret og modløs, havde mest af alt lyst til at opgive det hele.
For første gang kunne Maher for nylig gå en tur på gaden med sine børn, og han er langsomt ved at finde tilbage til livsglæden. For bare et år siden virkede det utænkeligt, at han nogensinde skulle komme videre og ud af det indre mørke, han befandt sig i. Han er ikke længere vred på Allah, men takker nu Allah for, at han stadig er i live, for at børnene er sunde og raske, for sine kone, der har støttet ham igennem det hele, for at han oplever fremgang. Igennem hele nedturen har han holdt fast i sin daglige bøn, selv når han var vred og modløs, og selv om bønnen sommetider føltes som en tom skal.
Han oplever, at hans tro er blevet stærkere med tiden, og han er mest af alt taknemmelig for, at han ikke har mistet troen midt i udfordringerne og den personlige kamp.
Koranvers:
Hvis de viser tilbøjelighed til at ville slutte fred, så skal du vise dig tilbøjelig til det samme! Sæt din lid til Gud! Han er Den Hørende og Den Vidende. (8:61)
Gud påbyder retfærdighed, at handle godt og at give til slægtningene; Han forbyder skamløshed, det forkastelige og vold. Han formaner jer. Måske lader I jer påminde! (16:90)
De, der kæmper for Os, dem vil Vi lede ad Vore veje. Gud er med dem, der handler godt. (29:69)