37 - Islam og sharia 

 

Sharia betyder ‘vejen til kilden’ og indbefatter muslimsk levevis, spiritualitet og etik. Det danske samfund udgør gunstige rammer for danske muslimer til at udleve deres religion med integritet og frihed. Sharia indebærer, at man som muslimsk borger i Danmark er loyal over for landet og anerkender og respekterer den danske lovgivning på alle områder på lige fod med landets øvrige borgere. Muslimer, der bedrager eller underminerer samfundet efterlever således ikke sharia.

Novelle: "træerne og markerne"

 

Emma låser stille døren til sit værelse. I kommodens nederste skuffe finder hun sit bedetæppe og sit blå tørklæde frem. Hun tager det på foran spejlet, alene på sit værelse, som hun har gjort det hver dag de sidste otte måneder. Det er bælgravende mørkt udenfor huset. Træerne og markerne, der omgiver huset, ligger øde hen som sorte skygger. 

Emmas forældre ved ikke, at hun er blevet muslim. De kender endnu intet til bønnerne, bedetæppet og tørklædet, som hun har på i smug, når hun er alene. De ved ikke, at hun vågner hver morgen før solen står op for at vaske sig inden morgenbønnen. Ingen i den lille flække i Jylland, hvor hun bor, ved noget som helst. Kun hendes barndomsveninde Anne, hendes bedste venner på gymnasiet i den lidt større naboby, og nogle få andre, ved det. Emma gør sit bedste for at leve efter sharia. Hun drikker ikke alkohol mere og heldigvis har hun aldrig røget. Allerede inden hun blev muslim, var hun vegetar, og det er derfor intet problem at undgå kød, der ikke er halal i hjemmet. 

Hun finder sin koran frem. Det er en dansk oversættelse, hendes forældre en gang har købt, og som nu står øverst over alle andre bøger på hendes reol. Det var den, det hele begyndte med for mere end et år siden nu. Hun læste i koranen og følte, at Gud talte direkte til hende. Derefter så hun timevis af Youtube-videoer, læste bøger og artikler på nettet om islam. Et halvt år senere fremsagde hun den islamiske trosbekendelse hjemme hos sin gymnasieveninde. Emma læser koran-versene om at faste i Ramadan-måneden, som starter om en måneds tid. Hun løfter blikket fra bogen, og kigger på sig selv i spejlet. Det er hendes første Ramadan, og hun er spændt på, om hun kan klare det. Ingen mad og drikke fra daggry til solnedgang, ingen løgne, bagtalelse, vredesudbrud. Hvordan skal hun komme igennem Ramadan uden at hendes forældre opdager det? Måske er det på tide at fortælle dem, at hun er blevet muslim?     

 

Koranvers:

For hver og en af jer har Vi sat en retning og en vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til ét fællesskab; men Han vil sætte jer på prøve gennem det, som Han har givet jer. I skal derfor stræbe efter at komme først med det gode! Til Gud vender I alle tilbage. Da vil Han underrette jer om det, hvorom I var uenige. (5:48)

 

I Skriftens folk! Vor udsending er kommet til jer for at oplyse jer om meget af det, som I har holdt skjult af Skriften, og for at tilgive meget. Lys og et tydeligt skrift er kommet til jer fra Gud. (5:15)