top of page

35 - Islam og terror

 

Billigelse og brug af terror er imod Islams lære. Det samme gælder støtte til drab og overgreb på civile, samt ethvert forsøg på at underminere samfundets stabilitet og skabe kaos. Muslimske institutioner skal i højere grad samarbejde med resten af samfundet og myndighederne mod den ekstremisme som kan lede til terror, uanset hvor det stammer fra. 

Novelle: "bjælker for øjnene"

 

Efter at han er gået på pension, har Mounir sine faste daglige vaner. Han drikker arabisk kaffe med sin kone om formiddagen, spiser dadler, oliven og lidt yoghurt til morgenmad. Hver dag forlader han sin lejlighed tyve minutter inden middagsbønnen i moskeen. Så kan han gå stille og roligt, og alligevel ankomme i god tid, så han kan nå den rituelle afvaskning. 

Det er mest ældre mænd, der deltager i den daglige middagsbøn. Nogle af dem har han kendt gennem flere årtier, andre kender han mindre godt eller slet ikke. De er mest arabiske og somaliske, et par pakistanere og tyrkere, men der er også andre etniciteter repræsenteret. Mounir har ondt af de lidt færre yngre mænd, der deltager i bønnen. Han ved, at grunden til at de kan være til stede på dette tidspunkt af dagen, som regel er, at de er arbejdsløse. Når Mounir er færdig med sin bøn, tager han sin jakke på og går mod biblioteket, hvor han hver dag sidder en times tid, og læser dagens arabiske og danske aviser, inden han tager hjem igen.

En mand i slutningen af tyverne begynder en dag at deltage i bønnerne. Han er stor, næsten to meter høj, overvægtig og med et stort, sort skæg. Mounir lægger mærke til, at han virker meget religiøs, og at han holder af at snakke entusiastisk med alt og alle om islam. Mounir bemærker også, at en gruppe af yngre mænd bliver siddende i moskeen på gulvet omkring en af søjlerne. De lytter interesseret til den nye mand og snakker om politik og religion. Mounir har en mistanke, men beholder den for sig selv. 

Efter et par uger vælger han at snakke med en af moskeens bestyrelsesmedlemmer, en ældre herre, der også deltager i de daglige bønner. Han lover, at de nok skal holde øje med de yngre mænd. Et par dage efter holder gruppen op med at komme i moskeen. Mounir glemmer alt om dem. Næsten et år senere sidder han på biblioteket og læser dagens aviser. PET har afværget et planlagt terrorangreb på Nørreport station. På forsiden af avisen er der et billede af tre mænd, der føres bort af politiet. De har bjælker for øjnene, men Mounir synes, han kan genkende den store mand, der går forrest.


 

Koranvers:

På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt dem de klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden. (5:32)

 

..I må ikke slå hinanden ihjel! Gud er barmhjertig imod jer. (4:29)

bottom of page