32 - Islam og psykisk sygdom

 

Islams praksis understøtter hjertets balance, psykisk velvære og sindsro. Ligesom fysiske skavanker forstås psykiske lidelser i islam som guddommelige prøvelser. Det er i udgangspunktet påkrævet at søge behandling, herunder medicinsk. Vi skal gøre op med tabuer og stigmatisering vedrørende psykiske sygdomme blandt muslimer. Folk med psykiske lidelser skal mødes med omsorg og støtte, frem for isolation og udstødelse. 

 

Novelle: "lange klæder"

Da hun var 15 år gammel fik Nadja sin første periode med depression. Hun var sygemeldt fra skolen gennem store dele af ottende og niende klasse, sov mellem 14 og 16 timer i døgnet, og var ude af stand til at have et socialt liv med sine venner. Depressionen kom og gik i perioder gennem gymnasiet, men hun formåede at få sit skoleliv til at fungere og afsluttede med en god studentereksamen. Som 20-årig gennemgik hun sin hidtil værste depression som kulminerede i at hun forsøgte at tage sit eget liv ved at skære pulsårerne over. Hendes søster fandt hende heldigvis på badeværelset inden det var for sent. 

Arrene fra selvmordsforsøget skjuler hun under de lange klæder, hun altid går i. Nadja er blevet mere religiøs efter tragedien, og føler at Gud giver hende styrke i hendes psykiske udfordringer og kampe med sig selv. I dag er hun 23 år og læser til lærer på seminariet. Hun har ikke været i medicinsk behandling for sin depression i snart to år, og hun synes det går fint med hendes liv. Ingen andre end hendes forældre ved noget om depressionen, selvmordsforsøget og behandlingen, og hendes forældre har forbudt hende at tale med nogen om det, fordi de frygter at det bringer skam over familien. 

Nadja vil gerne giftes og har spurgt sine forældre om hjælp med at finde en passende mand. En dag kommer Muhammad på besøg til te i familiens lejlighed. De har fra første øjeblik god kemi imellem sig og Nadja synes han er både smuk, sød og intelligent. Hun kan især godt lide at han virker seriøs med sin religion ligesom hende selv, og at han er en følsom mand. De mødes flere gange og hun kan mærke at forelskelsen vokser i hendes hjerte. De snakker godt sammen og hun føler sig tryg i han selskab. Hun har lyst til at fortælle ham alt om sin hemmelighed, åbne sit hjerte for ham for at se om han virkelig kan rumme hende, vise ham arrene på sin arm. Men hun er bange for at han flygter. 

Koranvers:

 

Den blinde skal ikke føle nogen skyld; krøblingen skal ikke føle nogen skyld; den syge skal ikke føle nogen skyld… ´(48:17) 

 

Regner menneskene med, at de får lov til at være i fred? At de kan sige: "Vi tror!" uden at blive udsat for prøvelse? (29:2)