30 - Islam og seksualitet
Sex er en guddommelig velsignelse og begær er en central dynamik i menneskelivet. Muslimske familier og fællesskaber skal turde tale om sex, begær og ansvar med unge. I islam er sex altid knyttet til ægteskab. Vi opfordrer myndige unge muslimer til at gifte sig og deres familier til at støtte dem i dette. Sen ægteskabsalder kan medføre seksuel frustration, pornografi-afhængighed, psykisk sygdom og sex uden for ægteskab.
Novelle: "bølger af velvære"
Første gang Amira for alvor opdagede sin egen seksualitet var under en lejrtur til Bornholm i sjette klasse. I badet på vandrehjemmet var der en håndbruser, som hun nærmest ved et tilfælde kom til at pege mod sit underliv. Trykket fra det varme vand sendte bølger af velvære gennem hele hendes krop. I de efterfølgende dage var Amira i vildrede, svingede mellem at skamme og fryde sig over oplevelsen, gik i bad hver dag.
Oplevelsen på Bornholm var begyndelsen på et aktivt liv med næsten daglig onani og et stærkt seksuelt begær, som Amira, der nu er 17 år, endnu aldrig har snakket med nogen om og holder helt hemmeligt. Amira er troende muslim, går med tørklæde og beder dagligt. Udadtil er hun en from og dydig pige, dygtig i skolen og lidt genert. Indadtil føler hun sig sommetider som en vulkan, der et hvert øjeblik kan komme i udbrud.
Amira er blevet forelsket i en dreng, Adam, der går i 3. g på hendes gymnasium. Det startede med at de smilede til hinanden på gangen. Så fik hun en snapchat fra ham, hvor han afslørede, at han havde tænkt på hende, og at han synes hun var sød. Amira drømmer om at kysse ham, men fantaserer også om at gå i seng med ham, og at han rører ved hendes krop. Hun ville aldrig have sex før ægteskabet, fordi det er haram, men hun har en voldsom lyst, som hun ikke har kontrol over. De har hemmeligt snakket om at blive gift. Ikke for at bo sammen og stifte familie, ikke endnu ihvertfald, men for at nyde hinanden seksuelt og for at være sammen. Adam siger, at hans forældre allerede har sagt at de godt ville støtte et sådant forhold. De ved hvor svært det er, at være ung og muslim. Amira har aldrig snakket om sex med sine forældre. Hvad ville de sige?
Koranvers:
I må ikke nærme jer utugt! Det er en skamløs handling og en ond vej. (17:32)
Jeg har prøvet at forføre ham, men han stod imod. Hvis han ikke gør, hvad jeg befaler ham, kommer han i fængsel og bliver en af de ringeagtede!" (12:32)