23 - Islams menneskesyn

 

Ethvert menneske har ret til frit at vælge livssyn, religion og identitet og disse bør aldrig påtvinges nogen. Med friheden følger ansvar for egne handlinger og valg over for Gud. Islamisk næstekærlighed omfatter hele menneskeheden. At møde Gud og sine medmennesker med et rent hjerte, oprigtighed, omsorg og gudsbevidsthed er kernen i islamisk spiritualitet. 

Novelle: "fru hansen"

 

Ahmad og Amal bor med deres 3 børn i en lejlighed i en forstad til København. De er glade for alle deres naboer, som altid smiler og hilser i opgangen og i gården. En dag møder Amal Fru Hansen, familiens ældre overbo, på vej op ad trappen. Fru Hansen er grædefærdig og nedtrykt, og er gået i stå midt på trappen. Amal finder ud af, at hendes mand, Ove, er gået bort for nylig. De har været gift i mere end 50 år. Amal trøster Fru Hansen og byder hende indenfor i lejligheden til kaffe og snak. Fru Hansen fortæller, at hun har to børn, som begge er voksne. Hun savner dem, og synes ikke de kommer nok på besøg. De lader til at have meget travlt altid, med deres arbejde og hvad de nu ellers laver. Tit har de heller ikke rigtig tid til at snakke i telefon. Den ene af deres børn bor oven i købet i udlandet, og er kun i Danmark en gang om året. 

Efter den dag begynder Amal at besøge fru Hansen jævnligt, og de bliver gode veninder. Hun sørger for at sende en af børnene op med en tallerken mad til fru Hansen hver dag ved aftensmadstid, og beder dem samtidig om at invitere fru Hansen til middag eller kaffe. Når Ahmad handler ind til husholdningen, sørger han for altid at spørge fru Hansen, om hun mangler noget. 

Med tiden bliver Fru Hansen nærmest et familiemedlem, børnenes danske bedstemor, som de kalder hende. Fru Hansen kommer på besøg flere gange om ugen og sidder hjemmevant på sin faste plads i sofaen i stuen til langt ud på aftenen. Juleaften holder de sammen i Fru Hansens lejlighed, med juletræ som børnene pynter og som Ahmad køber på parkeringspladsen foran Super Brugsen. Det er et fantastisk måltid med halal-and, brune kartofler, tabouleh-salat, rødkål, og selvfølgelig ris à l’amande på menuen.

 

Koranvers:

Hvis din Herre ville, troede alle på jorden. Vil du tvinge menneskene til at tro? (10:99)

Der er ingen tvang i religionen. Den rette vej er blevet tydelig over for vildfarelsen. Den, der fornægter afguderne og tror på Gud, holder fast i det stærkeste håndtag uden revner. Gud hører alt og ved alt. (2:256)

 

Vi har sendt Skriften ned til dig med sandheden til menneskene. Den, der lader sig retlede, gør det til sit eget bedste, og den, der farer vild, gør det til skade for sig selv. Du er ikke deres værge. (39:41)

 

De, der tror og gør gode gerninger, dem vil Den Barmhjertige give kærlighed. (19:96)