19 - Islam og de ældre

 

At blive ældre i islam er omgærdet af værdighed og respekt. Antallet af ældre danske muslimer er stigende. Der er behov for at finde holdbare løsninger for ældrepleje, der tager højde for de ældres kultur og traditioner, så de kan få en værdig alderdom, samtidig med at man undgår at de ældre sygeliggøres og fratages deres integritet. Der skal gøres op med tabuer vedrørende familiernes rolle og det at søge hjælp udenfor familien når det er nødvendigt.

 

 

Novelle: "ingen reaktion" 

 

Basma drejer nøglen om. Døren til Imans værelse er nu låst, og hun kan høre hende rumstere på den anden side. Det føles stadig forkert at låse sin mor inde, får stadig hendes tårer til at vælde frem, men det gør mindre ondt, end det gjorde tidligere. De har snakket meget om det i familien siden moderens demens begyndte at blive værre, og er blevet enige om at indlåsning er den eneste måde de kan beskytte deres mor mod at være til fare for sig selv. Basma har sit studieliv og kan ikke være hjemme hele tiden.

I starten var det mest glemsomhed, at moderen ligesom mistede kontakt med omverdenen og dem. Så fik hun sværere ved at huske ord og helt almindelige ting i hverdagen. En morgen tog hun til Netto og forsvandt. Basma, hendes søster og deres tre brødre ledte efter hende overalt. Først på Nørrebro, hvor barndomshjemmet ligger, og hvor moderen og Basma bor alene efter faderens død, derefter i andre københavnske bydele, uden held. Næste morgen fik de et opkald fra en ven af familien, der sagde at moderen var hos dem i deres lejlighed i Lyngby. De havde fundet hende grædende på en bænk tidligt om morgenen ude af stand til at forklare hvad hun lavede eller hvor hun befandt sig.

Ideen om at søge professionel hjælp og eventuelt finde en plejehjemsplads til deres mor Iman fyldte dem alle med skam. Skulle de ikke selv kunne passe deres egen mor efter alt hvad hun har gjort for dem? Har hun ikke givet dem livet selv? Basma vil gøre alt for sin mor, men hun føler at hun står alene med det hele. Hendes ældre søskende har alle sammen travlt med deres arbejde, uddannelse, børn og liv, og det er som regel hende, der står for at passe deres mor. Hun har grædt mange gange foran de andre, følt sig hjælpeløs, bange og magtesløs over situationen. 

Samme eftermiddag da Basma kommer hjem fra studiet, er der helt stille i lejligheden. Hun kalder på sin mor, inden hun låser døren op, men der er ingen reaktion. På den anden side af døren finder Basma sin mor død på gulvet. Der ligger piller ud over det hele. Skammen og vreden og sorgen overvælder hende med det samme, og hun har svært ved at trække vejret gennem tårerne og chokket.

Koranvers:

Din Herre har bestemt, at I ikke må tjene andre end Ham og skal være gode mod jeres forældre. Hvis den ene eller begge når en høj alder under dit tag, må du ikke vrisse ad dem og skælde ud, men skal tale ærbødigt til dem! (17:23)

 

"Herre!" sagde han. "Hvordan skulle jeg kunne få en dreng, når min hustru er ufrugtbar, og jeg selv er højt oppe i årene og affældig?"

"Sådan er det," sagde Han. " Din Herre siger: ’For Mig er det en let sag. Jeg har tidligere skabt dig, da du ingenting var.’" (19:7-8)