top of page

18 - Fraskilte

 

Seksuelle behov og behovet for psykisk og følelsesmæssig omsorg er almindeligt for alle mennesker, også selvom man er fraskilt. Det er ingen skam i at være fraskilt i islam. Profeten havde flere ægteskabelige forhold til kvinder, der tidligere havde været gift. Kulturelle normer, der udskammer fraskilte kvinder eller gør dem mindre attraktive som ægtefæller, stemmer ikke overens med islamisk etik.

Novelle: "kærlighedsfronten"

 

Firooza indgår i en alder af 19 år et ægteskab arrangeret af hendes forældre med en mand fra deres hjemland Pakistan. Hendes godt 10 år ældre pakistanske mand er sød ved hende, men falder aldrig rigtig til i Danmark, hvilket påvirker ægteskabet negativt. De bliver skilt efter halvandet år. Firooza flytter hjem til sine forældre igen, mens manden forlader Danmark. Hun fortsætter sine studier på universitetet, bliver færdiguddannet som biokemiker og får efterfølgende en fin stilling på et hospital. Det kører fint med job og karriere, og Firooza er stolt af sig selv og sit liv. Hun føler sig selvstændig og værdig. Efter et par år på hospitalet får hun mulighed for at arbejde med forskerholdet og bliver tilbudt et Ph.d. stipendium, som hun takker ja til. 

Årene går og snakken om ægteskab er stilnet af. Hendes forældre er tavse hvad angår ægteskab og forventninger. Firooza er efterhånden blevet over 30 år. Hun begynder at føle sig ensom og tænker meget over sin fremtid i privatlivet. Flere af hendes jævnaldrende kolleger, veninder og familiemedlemmer har allerede for længst ægtefælle og børn. Hun har lyst til at blive gift igen og skabe sin egen familie, men har svært ved at få øje på sine muligheder. Der er ingen ægteskabstilbud som da hun var yngre. En veninde foreslår, at det måske hænger sammen med at hun er fraskilt, og at det kan være en barriere. 

Firooza bliver mere og mere ulykkelig over stilstanden på kærlighedsfronten. Hun fokuserer al sin energi på forskning og job, og har stor succes. Men indeni føler hun sig klar til familie, og er bange for at tiden er ved at løbe fra hende. Hun forsøger ihærdigt at komme til arrangementer, dyrker fitness flere gange om ugen, og bliver mere social. Hun har flere gange kortvarig kontakt med mænd - nogle af dem gifte, finder hun ud af - men de ønsker ikke længerevarende og seriøse forhold med hende. Årene med ensidigt fokus på karriere gør, at hun føler sig usikker på sig selv, og hendes selvtillid er lav i forhold til at finde det, hun leder efter. 

En dag fortæller hendes forældre, at de har fundet en potentiel mand til hende og at han kan komme på besøg i weekenden. Hun afviser blankt deres tilbud og forklarer, at hun har alt for travlt til en mand nu. Hun føler at hendes situation i høj grad er forældrenes skyld, fordi de pressede hende til at indgå et arrangeret ægteskab i så tidlig en alder. Efter hun blev skilt, føler hun, mistede hun sin værdi som potentiel ægtefælle. Hun er bitter på de forældre, hun stadig bor hos i en alder af 35, og tænker at de ikke har lært af deres fejl, når de kan finde på at komme med sådan et tilbud. Hun er trist og ked af sit liv, men holder det for sig selv. Ikke længe efter går Firooza ned med stress og sygemelder sig fra arbejdet på ubestemt tid. Hendes forældre forstår ikke hvad der er galt. 

 

Koranvers:

Skilsmisse kan finde sted to gange. Derefter skal man beholde sin hustru med ret og rimelighed eller lade hende gå med det gode. Det er jer ikke tilladt at tage noget af det, som I har givet dem, med mindre begge parter frygter ikke at kunne overholde Guds bud. (2:229)

 

Når deres frist udløber, så behold dem, med ret og rimelighed, eller skil jer fra dem, med ret og rimelighed! Lad to retfærdige mænd blandt jer være vidner, og aflæg vidnesbyrd for Gud! Herom formanes den, der tror på Gud og den yderste dag. Den, der frygter Gud, ham lader Han finde en udvej (65:2)

bottom of page