16 - Muslimske mænd
Flere muslimske mænd skal indtage en mere aktiv og positiv rolle i deres børns liv. Profeten elskede at kysse og kramme sine børn, tale, være og føle med dem, støtte og vejlede dem i kærlighed og respekt. Det er vores eksempel til efterfølgelse. Unges bander, misbrug, vold, afstumpethed, forkvaklede kønsidealer, kriminalitet og dårlig uddannelse, hænger ofte direkte sammen med fædres fysiske eller psykiske fravær i deres børns liv.
Novelle: "det gyldne minde"
Amirs bedste barndomsminde om sin far er fra en dag, da han var omkring 8 år gammel. Det var en almindelig onsdag. Da han kom ud fra skolen, så han til sin store overraskelse, at hans far stod og ventede på ham ved udgangen. Hans far smilede og gav ham et stort kys, og en bold, han havde købt til ham. De satte sig ind i bilen, og inden han tændte motoren, spurgte faderen, hvad Amir kunne tænke sig at lave.
Først kørte de i skoven og badede i en sø, mens de legede med bolden. Bagefter spiste de pizza og drak sodavand på en restaurant, som Amir aldrig før havde været på. Så tog de i moskeen for at bede sammen. Den dag lærte Amir at læse det meste af Sura al-Fatiha. Han mindes stadig sommetider, hvor stolt han var den dag, når han læser den i sin bøn nu som voksen. Sidst på dagen tog de i biografen og så Toy Story. Amir kan stadig komme til at græde over filmen, og anser den for at være en af hans yndlingsfilm, selvom han nu er blevet voksen.
Bortset fra det husker Amir mest, at hans far som regel havde travlt, og at han kom sent hjem fra arbejde. Faderen sørgede for at købe et hus i provinsen til familien, hvilket han var meget stolt af. Men han havde tilsyneladende svært ved at finde tid til at være i det. Faderen døde af en blodprop i hjernen, da Amir var 17 år gammel. Nu, hvor Amir selv har fået børn, er han ikke i tvivl om, hvordan han selv vil være som far. Arbejde, karriere, penge og hus er vigtige, men når regnskabet skal gøres op, husker han bedst denne ene dag med sin far. Det er hans gyldne minde, der er tilbage efter faderens død.
Koranvers:
Nu har Gud givet jer en lempelse. Han ved, at der er svækkelse blandt jer. Hvis der derfor er hundrede udholdende mænd af jer, vil de besejre to hundrede, og hvis der er tusind af jer, vil de besejre to tusind, med Guds tilladelse. Gud er med de udholdende. (8:66)