top of page

15 - Muslimske kvinder

 

Moderrollens rang i islam er ikke til at tage fejl af og vi skal værne om moderskabets værdighed og status. Fremtiden grundlægges i moderens skød, næres ved hendes bryst og kultiveres af hendes omsorg. I det moderne samfund kan muslimske kvinder også vælge andre professionelle og personlige identiteter og roller, som ligeledes er vigtige og legitime.

 

Novelle: "frivilligt arbejde"

Alina er 37 år, Ph.D og arbejder på Hvidovre hospital som speciallæge. Alina er den første i familien, som stammer fra Pakistan, der nogensinde har fået en længeregående uddannelse. Hun er lynende intelligent og modtager anerkendelse for sit arbejde både offentligt og privat. Ved siden af sit arbejde på hospitalet bidrager Alina til frivillige aktiviteter i forskellige foreninger og hjælpeorganisationer og er ydermere aktiv på de sociale medier med velgørenhedsarbejde. 

Da hun var 22 år gammel tilbød Alinas forældre at hjælpe hende med at finde en mand. Hun værdsatte deres indsats for at arrangere et ægteskab og blev gift med Shoaib, der kom til Danmark fra Pakistan. De havde talt og mødt hinanden et par gange inden brylluppet, men Alina var ikke forelsket i ham, da de blev gift. Efter de blev gift, gik det ret hurtigt op for hende, at hun som dansker med pakistanske rødder umuligt kunne få et samliv til at fungere med en traditionel mand fra Pakistan. Shoaib var egentlig flink nok og var hverken voldelig eller ubehagelig over for hende. Men de tog konstant fejl af hinanden og misforstod hinanden, hvilket førte til spændinger og skænderier. Hun fandt hurtigt ud af, at Shoaib forventede, at hun som kvinde egenhændigt skulle stå for hjem og børn. Han kunne heller ikke se nogen grund til at hun skulle få en uddannelse, og forsøgte at overbevise hende om at afbryde medicinstudiet, hun var gået i gang med. Efter mindre end to års ægteskab blev de skilt og Alina flyttede tilbage til sine forældres hus. 

Siden skilsmissen har Alina aldrig haft et forhold til en mand. Hun oplever, at hun som fraskilt kvinde i midten af trediverne ikke længere er eftertragtet og ombejlet. Selv tilbudene fra Pakistan, som der ellers var mange af, da hun stadig var i tyverne, er helt stilnet af, bortset fra mænd, der er mindst 20 år ældre end hende selv. Alina føler desuden, at hun har svært ved at møde mænd, der kan matche hende intellektuelt. På trods af sin succes professionelt lever Alina med et kæmpe hul af tristhed i sit hjerte. Hun drømmer om at blive mor, drømmer om familie og kærlighed, drømmer om en mand, drømmer om sex. Jo mere tiden går, jo mere desperat og ensom føler hun sig. 

Koranvers:

 

Din Herre har bestemt, at I ikke må tjene andre end Ham og skal være gode mod jeres forældre. Hvis den ene eller begge når en høj alder under dit tag, må du ikke vrisse ad dem og skælde ud, men skal tale ærbødigt til dem! (17:23)

 

som siger: "Herre! Lad os få glæde af vore hustruer og vort afkom, og gør os til et forbillede for de gudfrygtige!" (25:74)

bottom of page