top of page

12 - Islam og Familie

 

Familien er islams grundenhed, stolthed, styrke og rygrad. Dér, hvor religionen leves, læres og videregives. Danske muslimer skal være bevidste om og tage stilling til familie-tendenser i samfundet, som leder til afvikling, fremmedgørelse, ensomhed og splittelse. Familiens bånd skal dyrkes og styrkes på tværs af generationerne. Dette kræver tålmodig og overbærenhed, personlige ofre for familiefællesskabet, men også respekt for, og plads til, individet.

Novelle: "familietragedien"

 

Maryam kigger på sin far Uthman hen over bordet. Han kigger ned i  tavshed, ser bekymret ud, som om der har lagt sig en skygge over hans ansigt. Hun er hans yngste datter. Han er en streng mand, men hun ved at hans hjerte er blødt som smør. Uthman har altid virket stærk som en klippe, har altid taget hånd om tingene i familien. Men nu er både han og hendes mor Hager fortvivlede. 

Maryam har to ældre brødre og to ældre søstre. Familietragedien begyndte da Maryams ældste bror, Hamid, fik en ikke-muslimsk kæreste mens han studerede i England for fem år siden. Forældrene var ikke begejstrede for hans valg, og han endte med at blive gift uden deres accept. Sommetider skriver han en besked til Maryam eller en af de andre søskende, men han har ikke snakket med sine forældre siden dengang. Han siger, at han ikke kan leve med sin fars stædighed og intolerance.

Året efter mødte Maryams storesøster, Noor, en dansk-colombiansk mand under en lægekonference i Aarhus. Hun så ham hemmeligt til at begynde med, og efter et års tid konverterede han til islam. Maryam kan stadig tydeligt huske skænderierne i hjemmet. Uthman ville ikke gå med til, at hun blev gift med ham, og mente ikke, at han var en rigtig muslim. Det endte med, at Noor grædende forlod hjemmet med en kuffert fuld af tøj, mens Uthman skreg, at hvis hun tog afsted nu, skulle hun aldrig vende tilbage. Ingen af dem har hørt noget til hende siden. Hun bor i Norge nu med sin mand, og er blevet mor til en lille pige. Maryam håber, hun en dag får sin niece at se.  

Maryams anden storesøster, Sara, accepterede forældrenes arrangerede ægteskab, og der blev holdt en kæmpe fest for dem sidste efterår. Nu, mindre end et år senere, er de blevet skilt, og Sara er flyttet på kollegie for sig selv. Hun har taget tørklædet af og kommer kun sjældent på besøg i sit barndomshjem. Når hun er hjemme er der altid dårlig stemning, og deres mor kritiserer hende for sit manglende tørklæde.  

Maryam og hendes sidste storebror, Hashem, bor stadig hjemme. Hashem begyndte på ingeniørstudiet for nogle år siden. Sidste år droppede han ud og han arbejder nu som chauffør for et fragtfirma. Indtil i aften har han ikke turdet fortælle forældrene at han er droppet ud. Maryam er bange for at også han mister kontakten til familien, og at hun bliver helt alene med sine forældre.

 

Koranvers:

Vi har pålagt mennesket at tage vare på sine forældre, for hans moder bar ham møjsommeligt, og siden varede det to år at afvænne ham: "Vær taknemmelig mod Mig og mod dine forældre! Hos Mig ender alting. (31:14)

 

De spørger dig om, hvad de skal give bort. Sig: "Det gode, som I giver bort, skal være til jeres forældre og nære slægtninge, til de forældreløse og de fattige og til den vejfarende." Gud er vidende om det gode, I gør. (2:215)

 

Sænk af barmhjertighed ydmyghedens vinge for dem, og sig: "Herre, forbarm Dig over dem! Det er, som da de opdrog mig som lille!" (17:24)

bottom of page